|
|
JUBILÆUMSBOGEN - 25 ÅR MED DØLLEFJELDE-MUSSE MARKED
Som en del af de ekstra aktiviteter i forbindelse med vores 25 års jubilæum har Markedsforeningen udgivet en Jubilæumsbog.
Som en del af de ekstra aktiviteter i forbindelse med vores 25 års jubilæum har Markedsforeningen udgivet en Jubilæumsbog.
Bogen er på 128 sider med 4 siders omtale og billeder fra hvert af de første 24 års Markeder i "Dølle".
Scrapbøgerne fra hvert enkelt år er blevet gennemset og journalistisk bearbejdet. Et koncentrat heraf, med netop det års begivenheder, samt med over 300 billeder, hvoraf nogle aldrig før har været bragt.
Masser af statistik, markedsplatter, gæsteprædikanter, osv., osv.
Et herligt, nostalgisk tilbageblik på de første 24 år med Døllefjeled-Musse Marked.
Markedsdagene vil den kunne hentes GRATIS i "Mødestedet", så længe lager haves.
Se forsiden eller bagsiden på Jubilæumsbogen 2004 - Kræver Adobe Acrobat.
Uddrag fra Jubilæumsbogen |
Foruden at være marked nummer 20 - et lille jubilæum - var markedet i 1999 noget helt specielt. Det var nemlig fra dette marked at nye ting blev sat i gang rent organisatorisk omkring Døllefjelde-markedet.
Her besluttede man nemlig efter længere juridisk forarbejde at oprette en fond, som overskuddet fra markedet skulle gå til.
De tre parter bag markedet, Døllefjelde-Musse Idrætsforening, Markedskomiteen og DMIs Venner gik sammen om at lave en fond.
Selvfølgelig skulle der fra fondens overskud leveres et på forhånd fastsat beløb til drift og investering i klubberne, men hvert år skulle der også tilføres penge til fonden.
Fonden skulle så tilgodese kulturelle formål i lokalområdet med årlige uddelinger.
Det er de mange frivilliges indsats, der har gjort markedet til en succes, fastslog markedschef Ole Ottosen. - Og derved er vi i stand til at betale noget tilbage til lokalsamfundet som tak for opbakningen gennem årene.
Men det var ikke tanker om fonde osv., der prægede dette marked, som kunne notere større besøgstal end året forinden. En hel forrygende fredag betød at der på et tidspunkt var ved at være fyldt helt op på parkeringspladserne. Og der var så stærk gang i markedspølserne, at man måtte gribe til et reservelager. Det var usolgte pølser fra et 1. maj arrangement i Fælledparken.
Men pølserne var hittet på dette marked, hvor man oven i købet løb tør for pølsebrød. Ølsalget nåede ikke vante højder på grund af køligt vejr navnlig i aftenslutningen af markedet.
Men ingen regn betød altså at tilstrømningen var i top. Helt præcist 97 grise måtte lade livet i produktionen af den traditionelle Ø-pølse fra Langeland. Omkring 25.000 pølser blev det til. Men madmæssigt opererer man med store tal på markedet. Henrik Mogensen, der stod for bespisningen i kroen, måtte erkende at det ikke er hver dag man lige ringer og bestiller halvanden tons pommes frittes... Men det var nødvendigt her.
Efter det hastigt indrettede trinbræt året før var der nu investeret i en rigtig perron ved Døllefjelde-markedet så DSB gæsterne kunne fragtes hurtigt og sikkert frem. Og mange valgte at dukke op til starten torsdag aften, hvor det var Dodo and The Dodos, der sørgede for åbningskoncerten.
Men ellers var der nok at se på ved markedet for gæsterne. Og en speciel attraktion var der i markedsteltet, da en tilrejsende vagt vakte opsigt. Det var nemlig bokseren Brian Nielsen, der hjalp en ven med at passe vagttjansen og sørge for at alle holdt sig i skindet. Og det var der ingen problemer med..
Så alt forløb i god ro og orden inden markedet kunne lukkes med Kandis som søndags-gå-hjem nummeret. Et succesfyldt lille jubilæum var passeret.
|
|
|
|